Der er meget, man lige skal have med i overvejelserne, når man overvejer at skifte taget ud. Vi kommer her med vores bud på, hvad du skal være opmærksom på, når du går med tanker om at få lagt et nyt tag.
Byggetekniske overvejelser
I første omgang skal du finde ud af, hvilken tagbelægning, der egner sig godt til dit hus. Den nemmeste løsning er her at vælge en tagbelægning, der enten er magen til eller af en lignende type, som du har i forvejen. Hvis du overvejer at skifte til en anden belægning, bør du undersøge, om denne tagtype egner sig til dit hus. Der findes tungt og let tag, og du kan sagtens lægge et let tag, hvor der tidligere har været et tungt tag, men det omvendte kan give problemer.
Taghældningen hænger nøje sammen med tagbelægningen. Nogle tagbelægninger kan bruges på stort set alle hældninger, imens andre kræver en vis hældning for at sikre et tæt tag. Hældningen kommer således an på den tagbelægning, du vælger.
Undertaget har også stor betydning for taget. Ved langt de fleste udskiftninger bliver der kigget på, om der allerede er etableret et undertag og om dette er tæt. Hvis der ikke allerede er et undertag til stede, skal dette etableres – og hvis det er forkert eller dårligt udført, skal dette også rettes op på. Når undertaget svigter, skal hele taget nemlig tages ned og lægges om, så det er noget, der skal være styr på, når du skal have nyt tag.
Hvis der er andre ting, du gerne vil have ændret, nu hvor taget alligevel skal skiftes, som f.eks. kviste eller ovenlysvinduer, skal det også tages i betragtning, når du vælger tagtype og hældning.
I de byggetekniske overvejelser er der god grund til at alliere sig med et tagfirma, som kan give råd og vejledning til, hvilken tagtype og taghældning, der egner sig godt samt om der skal bygges et nyt undertag også.
Arkitektoniske overvejelser
Taget er noget af de mest karakteristiske på huset, og når det ikke passer til huset i farve, materiale og form, kan det have negative konsekvenser for det samlede indtryk af huset.
Det er derfor altid en god idé at tage udgangspunkt i tagets oprindelige belægning samt husets alder og stil generelt. Man kan sige, at jo ældre et hus er, jo større sammenhæng vil der være mellem byggestil og tagbeklædningen, og det skal tages i betragtning, når man vælger tagbelægning til huset. Det hele skal nemlig passe sammen – især hvis man gerne vil have en god salgspris, når man på et tidspunkt vælger at sætte huset til salg.
Økonomiske overvejelser
Der er stor forskel på materialeprisen på de forskellige tagbelægninger pr. kvadratmeter. Det jævner sig dog i nogen grad ud, da prisen på et nyt tag jo også omfatter andre udgifter, som f.eks. isolering, undertag, tagrender, stilladser og arbejdsløn til tagdækkerne.
Hvis du kan og er villig til at lægge taget selv, betyder materialeprisen straks mere, men det vil normalt være den bedste løsning at lade professionelle klare opgaven – medmindre du selvfølgelig selv er uddannet tagdækker. Det kræver nemlig omfattende viden og færdigheder at lægge et nyt tag ordentligt. Derudover vil også være dækket af håndværkeres ansvar og forsikring, hvis der skulle opstå problemer i processen, og det er en rigtig god sikkerhed at have.
Der er altså mange ting, du skal overveje, når du går med tanker om et nyt tag.